I 1950'erne var personalet klædt i hvide kitler og med en hvid kappe på hovedet. Det var vigtigt med god hygiejne og der var tre R-ér der var vigtige i pædagogikken: Ro – Renlighed og Regelmæssighed.

 

Oprettelsen af Børnedaghjemmet.

I ni år arbejder børnehjælpskomiteen på at oprette et Børnedaghjem.

Man fik grunden stillet til rådighed af byrådet i 1952. Pengene var lagt til side igennem flere år ved afholdelse af den årlige børnehjælpsdag.

Prisen på byggeriet var 355.000 kr. og der skulle bruges 50.000 kr. til inventar.

Til driften fik man 40% refunderet af staten og 30 % af kommunen. Borgmester Woldhardt Madsens ømme punkt var opførelsen af en vuggestue, da den var meget dyr i drift, men han ville gå med til en vuggestue i begrænset omfang.

Det var komiteens formand revisor Casper Christensen der stod i spidsen for opførelsen af Børnedaghjemmet godt hjulpet af den øvrige bestyrelse.

Det var arkitekt Toft Hansen der i samarbejde med Arkitekt Vind stod for planen over byggeriet, samt for opførelsen.

Til indvielsen d. 11.1. 1956 var der en hilsen fra Asylgades børneasyl ved sognepræst Fiig-Pedersen. Man havde frygtet, at mange børn ville holde flyttedag, når Børnedaghjemmet blev færdigt, men kun et barn forlod asylet. Der var et stort behov for begge børnedaghjem.

Den første bestyrelse bestod af fem medlemmer, heraf var de tre fra Børnehjælpskomiteen og to fra byrådet.

Det var revisor Casper Christensen, sagfører Chr. Jespersen og fru Astrid Jørgensen fra Børnehjælpskomiteen og trykker Lierbertrau Hansen og smedemester Bitsch. Bestyrelsen ansatte en daglig leder for hjemmet, og det blev sygeplejerske frøken Karen Sørine Hansen.

Børnedaghjemmet blev taget i brug d. 6.1. 1956.

Hvad skete der ellers i og omkring år 1956.

  • Danmarks første motorvej, Hørsholmvejen, indvies
  • Der er 28.000 fjernseere i Danmark
  • Eisenhower genvælges som præsident i USA
  • Der var et stort babyboom i 1940érne, som betød store årgange i 1950érne
  • Det var stadig normalt at slå børn i skolen med spanskrør eller regulære lussinger
  • I børneopdragelsen var straf og belønning naturlig.
  • Danmark var et landbrugsland – i 1950 boede 37% af befolkningen på landet.
  • Anvisning på vask af bleer lød således: ”Bleer med afføring skrabes først med en gummiskraber (en grydeskraber) og skylles rene for det grove snavs, sættes derefter i blød i tyndt sæbevand, vaskes og koges som det øvrige tøj. Man må have to spande, baljer eller lignede, en til afføringsbleer og en til bleer, der kun har været våde. Tøjet skal om muligt tørres i det fri”.
  • I 1954 udvider legetøjsfabrikken LEGO i Billund produktionen af trælegetøj med den såkaldte Legoklods af plastik
  • Filmen ”Far til fire” var en elskelig folkekomedie
  • Man begynder at vaccinere mod polio og få år senere er sygdommen udryddet
  • I 1954 var førsteudgaven af læsebogen ”Søren og Mette” udkommet.

 

 

Publiceret 13-02-2016