Sangglad er for daginstitutioner, som ønsker at give sangen en helt central plads i børnenes dagligdag, og som har brug for sangfaglig opbakning for at udvikle og forankre en sangprofil.

Projektet Sangglad etablerer frem til 2020 med støtte fra Nordea-fonden, 100 certificerede Sangglad-daginstitutioner over hele landet. En Sangglad daginstitution er en institution, hvor personalet kan noget særligt med sang og hvor sang er en integreret del af hverdagen.

Sangglad er udviklet af Sangens Hus i samarbejde med konservatorieuddannede musikpædagoger og pædagoger med mange års erfaring fra arbejde med børn og sang.

Hvis I som forældre har sunget for jeres børn fra de var helt små, ved I allerede, at børnene er fuldkommen ligeglade med, om I har teknikken i orden og fod på fraseringerne. Det er alt muligt andet der er på færde, når det lille barn insisterer på at I synger Mariehønen Evigglad for femte gang i træk, eller når det er utænkeligt at lægge sig til at sove uden at have sunget Bjørnen Bjørns godnatsang.

Det er nærværet, trygheden i det genkendelige, succesoplevelserne når rimene og rytmerne er en genvej til at mestre sproget. Og hundredevis af andre facetter, der tilsammen gør sang til noget, som næsten alle små børn reagerer på med glæde og nysgerrighed.

Læs mere om projektet Sangglad på hjemmesiden sangglad.dk, hvor du også kan tilmelde dig en nyhedsmail eller hente Sangglad App’en.

I kan også finde flere af sangene på Youtube.

Publiceret 07-04-2020